Vidste du det om H.C. Andersen?
Hvor godt kender du H.C. Andersen?
Vidste du fx at:
... H.C. Andersen læste og elskede "Tusind og en nats eventyr", Holbergs komedier, Shakespeare og Walter Scotts romaner som barn?
... H.C. Andersen sang meget smukt med sin høje drengestemme barn, og at han undertiden blev kaldt for 'den odenseanske nattergal'?
... H.C. Andersen rejste til København og forsøgte at blive balletdanser, sanger, skuespiller. Gode borgere som etatsråd Jonas Collin og andre sørgede for, at han fik kongelig understøttelse, så han kunne komme på latinskole i Slagelse, da han var 17 år?
... mange grinede af H.C. Andersen, da han tumlede rundt som stor dreng/ung mand i København, Slagelse og Helsingør, for han var lang, højere end de fleste, ranglet, klodset og havde store fødder. Desuden var hans tøj for småt og stumpet, fordi han ikke havde råd til nyt?
... H.C. Andersen overværede flere henrettelser, som forfærdede ham, blandt andet halshugningen af en 17-årig pige på retterstedet ved Skælskør i 1825?
... H.C. Andersen for alvor skrev verdenslitteratur uden at vide det, da han i 1835 udgav "Eventyr, fortalte for Børn. Første hefte", som rummede syv fortællinger, her under "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus","Prinsessen på ærten" og "Den lille Idas blomster"?
... H.C. Andersen allerede i 1840-erne var overordentlig berømt i Europa?
... H.C. Andersen formentlig er den mest kendte udenlandske forfatter overhovedet i Kina?
... Mao tse Tung elskede H.C. Andersen?
... H.C. Andersen var dybt optaget af teknik og naturvidenskab. Han beundrede eksempelvis fysikeren H.C. Ørsted?
... Søren Kierkegaard og H.C. Andersen ikke kom ret godt ud af det sammen?
... H.C. Andersen ikke brød sig om N.F.S. Grundtvig?
... H.C. Andersen var nær ven med den lidt ældre B.S. Ingemann?
... H.C. Andersen er oversat til ufatteligt mange sprog, mere end 150, og at Odense Bys Museer er det sted i verden, hvor flest forskellige oversættelser findes samlet?
... der i efteråret 2012 blev fundet et eventyr, "Tællelyset", som man ikke hidtil havde kendt?
... H.C. Andersen var temmelig velhavende, da han døde den 4. august 1875?
Kilde: Johs. Nørregaard Frandsen, H.C. Andersen Centret, SDU.