FGU-elever fanger magiske øjeblikke under H.C. Andersen Festivals
Igen i år er elever fra FGU Fyn en del af H.C. Andersen Festivals. Her har de fået til opgave at forevige de mange magiske stunder og overraskende øjeblikke, som finder sted i løbet af festivalugen, i flotte billeder og video.
Vi tager hos H.C. Andersen Festivals vores del af ansvaret for at skabe de bedst mulige vilkår for næste generation af talenter. Det gør vi ved på forskellige måder at engagere os i en lang række uddannelser i og omkring Odense.
Derfor har vi igen i år inviteret elever fra FGU Fyn til at være en del af H.C. Andersen Festivals.
Vi glæder os over det flotte bidrag til festivalen, som eleverne leverer, når de – mens de øver sig og har det sjovt – tager masser af smukke billeder af nogle af de mange overraskelser og øjeblikke, som årets festival rummer.
Eleverne er altså i den grad med til at gøre en forskel for festivalen med deres flotte billeder og videoer, mens festivalen er med til at gøre en forskel for dem gennem en hel uges kompetenceudvikling af de dygtige unge elever i et hektisk og spændende festivalmiljø.
- Det er dejligt også at være uden for skolen og få lov til at tage en masse fine billeder. Vi får en masse erfaring med at bruge de forskellige indstillinger og lære kameraet at kende, så jeg synes, det er supermotiverende at være her og sjovt at tage billeder af noget, der sker her og nu, siger Amalie, som er elev hos FGU Fyn.
Fællesskabet i centrum
For eleverne er det også rigtig vigtigt med det fællesskab, de opbygger under festivalen.
Fællesskabet er nemlig en central del af FGU-elevernes hverdag, og netop det fællesskab får de mulighed for at styrke yderligere, mens de er sammen om at være en del af H.C. Andersen Festivals, hvor de også møder mange nye mennesker.
- Det er rigtig dejligt at være sammen med ens venner, og her på festivalen går vi altid ud til opgaverne sammen med hinanden. På den måde får vi både praktisk erfaring og nye, sjove oplevelser med hinanden ved at være med til afviklingen af årets festival, fortæller FGU-elev Sarah.