Bog med nyfortolkning af H.C. Andersens Fyrtøjet uddeles på 200 fynske skoler

Soldaten bryder sin sociale arv og bliver til konge. Men til sidst bliver han mere optaget af at vinde prinsessens hjerte end af sine guldmønter. Og prinsessen bryder det gængse kønsrollemønster og går fra at være indespærret af faren og at være soldatens tavse pyntedukke og trofæ til at være en stærk og handlekraftig pige, der sætter handlingen i gang og bestemmer over eget liv og krop.

Der er nok at tage fat i med Anette Jahns moderne nyfortolkning i et tidssvarende kønsperspektiv: ”Den forheksede prinsesse og Fyrtøjet”. Her har forfatteren gravet sig frem til 21 versioner af forhistorien til "Fyrtøjet", der blev nedskrevet, da digteren var dreng – og farmoren fortalte.

På en gang ført tilbage til de klassiske folkeeventyr og samtidig behandlet med et nutidigt kønsblik. For læser man Fyrtøjet med nutidens øjne, udsættes Andersens prinsesse ifølge Anette Jahn for overgreb af både sin far og soldaten. Tre aftener i træk bortfører soldaten den sovende prinsesse og kysser hende, inden han sender hende tilbage til sin indespærring i farens tårn. Og det fortælles ovenikøbet i et eventyrligt lys. Projektet er således højst aktuelt og samfundsrelevant.

Og det skal nu formidles ud til børnene på 200 skoler på Fyn og øerne.

Se Anette Jahn fortælle om bogprojektet her: Vi fyrer op under Fyrtøjet, til fynske lærere (youtube.com)

Hvem har støttet projektet?

  • H.C. Andersen Fonden Odense har støttet indkøb og distribution af bogen til alle skoler på Fyn og øerne.
  • H.C. Andersen Festivals støtter aktiviteter, der sørger for at få bogen ud at leve (fortælleworkshops og forestillinger)
  • Albani Fonden støtter med produktion til 10 undervisningsvideoer med tegnefortællinger til kendte eventyr (både HCA og folkeeventyr), bl.a. 2 videoer til denne nyfortolkning af Fyrtøjet.

 

Illustration: Kirsten Gjerding