Vi gentager den musikalske succes i Munke Mose

For tredje år i streg byder H.C. Andersen Festivals på musik fra upcoming bands i samarbejde med Kansas City.

17. January 2018

Det er en sand fornøjelse igen i år at kunne præsentere konceptet Den Grimme Ælling, der specielt henvender sig til det musikelskende publikum, som er interesserede i nye og upcoming navne fra den danske musikscene.

Kansas City står igen i år for denne del af programmet, hvor der er rig mulighed for at udforske forskellige bands, der hver især repræsenterer forskellige genrer.

Eventkoordinator hos Kansas City, Jeanette Hardis, forklarer, at Den Grimme Ælling præsenterer bands, der endnu er ukendte for det brede publikum, men som de på Kansas City er sikre på kan komme langt med deres karrierer. De ønsker at hjælpe musikere og bands til at udvikle sig fra ”grimme ællinger” til ”smukke svaner”.

Jeanette Hardis fortæller også, at Kansas City er med til at stable dette arrangement på benene, da de tror på, at et samarbejde mellem Odenses forskellige kulturaktører kan styrke forskellige profiler og er med til at udvikle kulturen i Odense.

I år byder Den Grimme Ælling på alt fra folk, rock, elektronisk rock, stonerrock til melodisk groovemetal. Hvis din nysgerrighed er vakt, så kom endelig ned og bak op om disse nye og spændende navne.

Det er også muligt at komme forbi Den Grimme Ælling, når der er Lounge i Munke Mose. Her vil der være mulighed for at nyde musikken, hinanden og den altid gode stemning.

Onsdag d. 23. august
11 – 16: Lounge

Torsdag d. 24. august
11.00 – 14.30: Lounge
18.00: Band Battle
21.00: Centerfold Nuns

Fredag d. 25. august
19.00: Dirty Old Town
21.00: King Kross

Lørdag d. 26. august
19.00: ToTem
21.00: NORD