H.C. Andersen Festivals skudt i gang

H.C. ANDERSEN FESTIVALS ER NU I GANG OG LØBER AF STABLEN FOR FEMTE ÅR I TRÆK. FESTIVALEN SAMLER TUSINDVIS AF MENNESKER DEN KOMMENDE UGE GENNEM KULTUR OG OPLEVELSER, HVOR ODENSES GADER VIL VÆRE FULDE AF LIV OG INDHYLLET I H.C. ANDERSENS VERDENSKENDTE UNIVERS.

17. January 2018

Skovdal Nordic

H.C Andersen Festivals er i gang, og i aften markeres det med det store åbningsshow, 'Life's a Fairytale' i Odeon. I showet vækkes seks af H. C. Andersens verdenskendte eventyr til live i en eventyrlig sammensmeltning af danseverdenens superstjerner, nogle af verdens bedste artister og enestående musikalske fortællinger samt digital videoscenografi.

Hele næste uge pynter H.C. Andersen festivals således de odenseanske gader og inviterer alle fra nær og fjern ind i digterens univers. Her vil et stort og bredt udvalg af fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere underholde og hver især formidle deres opfattelse af H.C. Andersens verdenskendte univers.

Årets program byder på mere end 500 oplevelser for børn og voksne i alle aldre – og størstedelen af aktiviteterne er gratis.

- Jeg glæder mig til, at vi i løbet af én uge samler tusindvis af mennesker i et fællesskab omkring hundredevis af kulturoplevelser. Der bliver helt sikkert noget for enhver smag, når festivalen præsenterer både fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere, som på hver deres måde formidler H.C. Andersens eventyr og gør os bevidste om nutidige temaer. Odense kommer til at emme af liv, lys, farver og uforudsigelighed - alt kan ske, fortæller Peter Bøgholm, direktør for H.C. Andersen Festivals.