Glæd dig til en ny udgave af HCA Comedy Festival

Mød Thomas Warberg, Lasse Rimmer, Brian Mørk og mange flere, når HCA Comedy Festival afholdes under H.C. Andersen Festivals i uge 34. Som noget helt nyt kommer festivalen til at vare fire dage, og scenerne flyttes helt ind i Odenses centrum.

17. January 2018

I år bliver der endnu større mulighed for at motionere lattermusklerne i uge 34. Hos H.C. Andersen Festivals har vi rystet posen og præsenterer nu et nyt koncept for HCA Comedy Festival, der udvides til at strække sig over fire dage og flyttes helt ind i Odenses centrum.

HCA Comedy Festival vil i år bestå af to scener; HCA Comedy Club-scenen i Pantheonsgade 2 og Podcast-scenen i Lille sal på Kulturmaskinen. Her kan man fra den 23.-26. august mellem kl 17.00 til 22.30 kan opleve mere end 20 komikere – blandt andre Thomas Warberg, Lasse Rimmer, Anders Fjelsted, Torben Chris og Brian Mørk.

- Publikum kan se frem til at opleve en bred pallet af talentfulde, danske komikere, når vi som noget nyt i år strækker HCA Comedy Festival over fire dage og inviterer publikum indenfor i mindre og lidt mere intime rammer. Scenerne bliver mere som den traditionelle comedy-scene, og lader komikerne udfolde sig med både traditionel stand-up, interviews og meget andet, fortæller festivaldirektør, Peter Bøgholm.

På Comedy Club-scenen kan man nyde stand-up i sin originale form, og på Podcast-scenen kan man opleve liveoptagelse af flere forskellige comedy-podcasts; Fup i Farvandet med Mikkel Malmberg og Morten Wichmann, Brian Mørk Show, Fjelles Fodboldfjol med Anders Fjelsted, Den Dumme Dumme Quiz med Valdemar Pustelnik samt Afdøde Danskere med Brian Mørk.

Programmet for festivalen findes på hcafestivals.dk, hvor der ligeledes kan købes billetter. Billetterne koster 50,- eller 100,- kroner pr. stk.

Fakta

Sted: Pantheonsgade 2 og Lille sal på Kulturmaskinen i Odense
Tidspunkt: 23.-26. august 2017
Billetpriser: 50-100 kr. inkl. gebyr. Billetter kan købes på www.hcafestivals.dk/kob-billet
Arrangører: Marie Toft Projects & H.C. Andersen Festivals