Opgaver

Der er mange forskellige opgaver, som skal løses under festivalen. Når du søger som frivillig, har du mulighed for at prioritere to områder, hvor du gerne vil være.

Frivilligopgaver

Der er mange forskellige opgaver, som skal løses under festivalen. Når du søger som frivillig, har du mulighed for at prioritere to områder, hvor du gerne vil være. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at opfylde dine ønsker, men vi kan ikke love noget. Alle frivillige bliver bedt om at aflevere en børneattest. Attesterne vil blive indsendt til ansvarlig myndighed og derefter tilintetgjort. Det er en formalitet, og din underskrift får vi samtidig med, at vi tager foto til badge, som du skal bære under dine vagter. Vil du vide mere om børneattesten, kan du læse her.

Infostand ved Fisketorvet

Infostanden bliver festivalens centrale sted for informationssøgning. Vi forventer, at du som frivillig i infostanden er smilende og imødekommende over for festivalens gæster. Du skal her kunne svare på alskens spørgsmål om festivalen, programmet og eventuelle opdateringer og ændringer i programmet. Vi sørger selvfølgelig for, at du bliver klædt godt på til opgaven. Derudover gør det ikke noget, at du kan tale engelsk, da også udenlandske turister søger information om festivalen.

Infopatruljer

Som infopatrulje går du rundt i byen og er festivalens ansigt udadtil. Infopatruljerne sørger for, at byens gæster kan få den nødvendige information om H.C. Andersen Festivals ved bl.a. at uddele programmer og flyers samt svare på spørgsmål. Vi sørger selvfølgelig for, at du bliver klædt godt på til opgaven. Vi forventer, at du som infopatrulje er smilende og imødekommende over for festivalens gæster. Derudover gør det ikke noget, at du kan tale engelsk, da også udenlandske turister søger information om festivalen. Du vil evt. også skulle være i infostanden ved Fisketorvet.

Servicegruppe

Servicegruppens opgaver kan være meget varierede. Det er lige fra hjælp på festivalkontoret, praktiske opgaver, kaffebrygning og udlevering af mad til frivillige, til backup for andre teams, hvis de har brug for hjælp samt udbringning af materialer, ting osv.

Praktiske opgaver

De praktiske opgaver er for dig, der godt kan lide at tage fat. Arbejdet består i op- og nedtagning af udstyr, standere, flytning af møbler, hjælp til scenebygning, opstilling af stole osv. Du skal derfor kunne lide fysisk krævende arbejde, hvis du melder dig i denne gruppe.

Kunstbygningen Filosoffen

I Filosoffen vil der under festivalen være masser af kunstaktiviteter. Der er brug for hjælp til at byde gæster til den censurerede kunstudstilling velkommen, hjælpe med praktik og optælling af stemmesedler til publikumsprisen.

Opsyn ved børneaktiviteter

Er du glad for at arbejde med børn, skal du vælge denne opgave. Festivalen har mange tilbud til børn, og ved flere events er der brug for ekstra hænder.

Billethåndtering / garderobe

Vil du hjælpe med at sikre, at festivalens gæster får en god oplevelse, når en event kræver billet, så er dette opgaven for dig. Der er flere forskellige typer arrangementer, hvor der er brug for billetkontrol og garderobe. Det kan være til store events om aftenen i løbet af ugen eller til børneteater rundt omkring i byen i dagtimerne.

Billetsalg

I ugen op til og under festivalen kan festivalgæster købe billetter og få et program i billetvognen i Odense centrum. Vi søger frivillige, som har erfaring med kassebetjening og kundeservice, og som vil hjælpe vores gæster med at købe billetter. Åbningstiden forventes at være i tidsrummet kl. 12-18 på hverdage, weekender kan variere. Ved job i billetsalgsvognen skal man aflevere en straffeattest.

VIP-telt

Festivalen har mange støtter og sponsorer, som har gjort det hele muligt. De tilbydes et særligt område, hvor de kan mødes, tage et lille pusterum og tjekke programmet. Som frivillig i VIP-området forventer vi, at du er smilende og hjælpsom og forstår at give god service.

Frivillige teamledere

Udvalgte områder har en ansvarlig teamleder - hvis du er interesseret i den opgave, kan du læse mere her.