En medrivende og malende, musikalsk oplevelse

Man kan forvente at opleve nogle af de helt store følelser gennem musikken til showet 'Life's a Fairytale' i Odeon – helt i tråd med H. C. Andersens fortælleunivers.

17. January 2018

Af Christel Bæksted

H. C. Andersen Festivals bliver skudt i gang søndag den 20. august med det helt eventyrlige åbningsshow, 'Life's a Fairytale', som vises den 20. - 26. august i Odeon. Showet vækker seks af H. C. Andersens verdenskendte eventyr til live i en spektakulær sammensmeltning af danseverdenens superstjerner, nogle af verdens bedste artister og enestående, digital videoscenografi. Men et vigtigt bindeled er de stemningsskabende toner, melodier og rytmer. Og med dem kan publikum se frem til at blive ført gennem en rørende og eventyrlig oplevelse.

Mange facetter

Manden bag de store musikalske fortællinger og den musikdramatiske sammenhæng i showet er komponist og producer, Jesper Mechlenburg. Han har komponeret musik til film, tv og teater i ind- og udland og vundet både en Reumert pris og en Danish Music Award.

I 'Life's a Fairytale' har Jesper Mechlenburg komponeret musikken til fem ud af de seks eventyr, og står for det samlede arrangement. For ham har H. C. Andersen og hans forfatterskab mange facetter, som han har forsøgt at videreføre i musikken:

- På en sjov måde er H. C. Andersen ikke bange for at nærme sig noget, som både er tragisk og sorgfuldt. I og med at han putter de her store følelser ind i et ofte barnligt univers, så lykkes det ham faktisk at nærme sig nogle virkelig store følelser, uden at man gør nogen bange eller forskrækket, fortæller Jesper Mechlenburg.

På samme måde har Jesper Mechlenburg forsøgt med størst mulig respekt at følge H. C. Andersens stemningstråd – men også uden at gøre nogen bange:

- Musik kan jo utrolig meget. Sammen med lys og bevægelser kan man sætte en stemning, som er utrolig sort og mørk. Og også meget glad og positiv. Og så det selvfølgelig også meget med at finde et udtryk, som er særegent for fortællingen, men også for den pågældende artist.

Musikken, der ligger under fortællingen i showet, er meget stemningsskabende og følger fortællingen nøje. Mens musikken, der følger efter historien, er lavet med henblik på at understøtte den artistiske optræden bedst muligt.

Tre toneangivende komponister

Yderligere to komponister bidrager til dette medrivende og malende univers. Bent Fabricius-Bjerre har komponeret musikken til ét af showets eventyr, Prinsessen på ærten, og leverer her tre temaer i sin tidløse og stærke tone. Derudover tilfører Yo Akim (Joakim Hjejle) showet svedige rytmer og et elektronisk lag – fra trap til dubstep, og har komponeret åbningsnummeret samt slutningen.

Jesper Mechlenburg kan også opleves ved arrangementet 'Uhørt – Hørslev/Mechlenburg' den 26. august ved H. C. Andersen Festivals. Her optræder han på Studenterhus Odense kl.19.30-21.00 sammen med digter, Lone Hørslev i en smuk blanding af pop og hverdagspoesi. Jesper Mechlenburg skaber et originalt, musikalsk univers med udgangspunkt i Lone Hørslevs oplæsninger om alt fra længsel efter kærlighed og lykke til elefanter og magi.

'Life's a Fairytale' er skabt i samarbejde med H. C. Andersen Festivals. Billetter kan købes her.

Tid og sted

  • Søndag den 20. august kl.19.00
  • Mandag den 21. august kl.13.00
  • Tirsdag den 22. august kl. 10.00 og kl. 20.00
  • Onsdag den 23. august kl. 20.00
  • Torsdag den 24. august kl. 20.00
  • Fredag den 25. august kl.16.00 og kl. 20.00
  • Lørdag den 26. august kl.14.00 og kl. 20.00

 

Odeon – Store Sal, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.